bagkost-logo-2024

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler for gymnasiet på Bagsværd Kostskole og Gymnasium

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium gælder følgende lokale studie- og ordensregler. Reglerne er vedtaget på baggrund af Børne- og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1338 af 9. december 2019 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.

Alle elever og ansatte på Bagsværd Kostskole og Gymnasium er orienteret om regelsættet, som også er offentligt tilgængeligt på institutionens hjemmeside.

Studie- og ordensreglerne omfatter ikke detaljerede regler for enhver tænkelig situation. Derfor forudsættes det, at eleverne er bekendte med samfundets almindelige regler for ordentlig adfærd. Det betyder bl.a. at eleverne skal udvise respektfulde relationer og et respektfuldt sprog mellem eleverne indbyrdes og mellem eleverne og institutionens bestyrelsesmedlemmer, ledere, lærere og andre ansatte. Reglerne indebærer en pligt for eleverne til umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som enhver ansat på institutionen giver dem, uanset om disse gives mundtligt eller skriftligt.

Skolen giver eleverne en grundig orientering om reglerne og om den enkeltes ansvar for, at de overholdes samt om de sanktioner, som overtrædelse af reglerne kan medføre. 


Studieregler

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium gælder følgende regler vedrørende elevernes studiemæssige forhold:

  1. Eleverne skal møde til tiden og deltage aktivt i den del af undervisningen, som kræver deres   fysiske tilstedeværelse. Det gælder, uanset om undervisningen foregår på eller uden for institutionens område, herunder ved ekskursioner, studieture m.v.
  2. Eleverne skal deltage aktivt i anden undervisning, herunder selvstændigt arbejde og virtuel undervisning. Til virtuel undervisning skal kameraet være tændt og eleven skal være iført almindelig påklædning som ved fysisk fremmøde.
  3. Eleverne skal rettidigt aflevere deres skriftlige besvarelser af opgaver uden snyd eller lignende uretmæssig adfærd, jf. pkt. e.
  4. Eleverne skal deltage fuldt ud i terminsprøver, årsprøver og andre interne prøver og lignende.
  5. Eleverne skal undlade snyd og lignende uretmæssig adfærd, som kan forhindre eller modvirke, at de selv eller andre elever fuldfører deres uddannelse, herunder ved at aflægge de nødvendige prøver, i overensstemmelse med uddannelsesformålene.
  6. Eleverne skal overholde skolens gældende skærmpolitik.


Ordensregler

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium gælder udover almindelige normer for adfærd og samvær, følgende regler om orden og samvær:

  • Enhver er ansvarlig for at skolens fællesarealer såvel ude som inde holdes ryddelige.
  • Elever må ikke benytte parkeringspladserne foran hovedbygningen. 
  • Skolens inventar samt bøger og udstyr behandles med omtanke. 
  • Skolens IT-udstyr er beregnet til fagligt arbejde og samarbejde og må kun anvendes hertil, elevernes eget udstyr må i skoletiden kun anvendes til fagligt relevante opgaver.
  • Elever skal på ekskursioner, studie- og udvekslingsrejser følge det planlagte program og opføre sig efter de retningslinjer, de deltagende lærere har foreskrevet. Brud på disse regler kan medføre hjemsendelse for egen regning og uden ledsagelse.
  • Alle former for vold eller truende adfærd medfører sanktioner.

Rygepolitik

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium er der røgfri undervisningstid, hvilket betyder, at det ikke er tilladt for elever, ansatte og gæster at ryge eller anvende nikotinholdige produkter (nikotinplaster og tyggegummi i forbindelse med rygestop er undtaget) i tidsrummet fra kl. 8.00 til kl. 17.00 mandag til og med fredag.

  • Ryge- og nikotinforbuddet er også gældende uden for skolens område, og man må derfor heller ikke ryge/anvende nikotinholdige produkter i undervisningstiden, når man har forladt skolens matrikel, som fx i pauser.
  • På ekskursioner, studieture og lignende gælder der ryge- og nikotinforbud så længe, der er programlagt undervisningsaktiviteter samt under fælles transport.
  • Rektor kan ved særlige arrangementer dispensere fra reglerne om rygning/nikotinindtagelse.

Alkohol- og rusmiddelpolitik

  • Euforiserende stoffer herunder alkohol må ikke medbringes eller indtages på skolens område eller i skoletid. Ligeledes må man ikke opholde sig på skolens område, hvis man er påvirket af euforiserende stoffer. 
  • Introture og ekskursioner er alkoholfri.
  • Ved følgende arrangementer er der mulighed for at indtage alkohol efter aftale: BK fester, Fredagscafeer, Gallafest, 3.g middag, Bogstav-fester og julefrokoster.
  • Der kan købes drikkevarer med en alkoholprocent under 5 til festerne.
  • Der sælges billige alkoholfri alternativer (fx alkoholfri øl, mocktails og sodavand).
  • Elever der er synligt påvirkede ved ankomsten, kan ikke deltage i festen, og kan blive bedt om at puste i alkometer.
  • Der kan visiteres ved indgangen til arrangementer. Det er ikke tilladt at medbringe nogle former for euforiserende stoffer.
  • Ved særlige typer arrangementer som fx 3.g middagen, må der gerne drikkes vin.

Studieture er en faglig og social aktivitet i skolens regi og følger derfor skolens studie- og ordensregler. Det betyder, at der ikke indtages alkohol på en studietur. Elever, der overtræder dette, vil blive mødt med sanktioner – i værste fald hjemsendelse alene og for egen regning. Lærerne kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til at indtage alkohol med måde, fx ved besøg på en vingård eller til en fælles middag.

Antimobbepolitik

Mobning defineres som det at udsætte et menneske for en pågående, vedvarende, utrygskabende og ekskluderende adfærd, som fratager den enkelte persons/gruppes integritet. Mobning har ofte systematisk karakter. Den kan være tydelig og italesat eller tavs i forbindelse med skjulte handlinger (eks ved mimik). Mobning finder ofte sted i fællesskaber, som den enkelte ikke kan trække sig fra; skole, arbejdsplads, fritidstilbud osv. Digital mobning, som foregår på de sociale medier, er ofte med til at tydeliggøre den unges sårbare og ekskluderede position. Den kan foregå på alle timer i døgnet og kan bestå i billeder, kommentarer som hastigt og ucensureret deles uden for kontrol af den mobbede, hvilket yderligere skaber en følelse af utryghed og eksklusion.

  • På BK sætter vi fællesskabet højt. Vi forventer at alle opfører sig respektfuldt over for undervisningen og de øvrige i fællesskabet, så alle føler sig trygge.
  • På BK tolerer vi ingen former for mobning - det gælder både verbal og fysisk mobning, udelukkelse fra fællesskabet samt alle former for digital mobning og krænkende adfærd - hverken i skoletiden eller i fritiden.
  • Oplever man mobning eller krænkende situationer, har man pligt til at gribe ind og informere om situationen. Man kan henvende sig til en lærer, en studievejleder, pædagogisk leder, vicerektor eller rektor.
  • Al mobning medfører sanktioner.

Modtager en ansat på skolen en sådan henvendelse, orienteres gymnasiets ledelse altid. Herefter udarbejdes en handlingsplan samt initiativer der kan stoppe den uønskede adfærd, og der iværksættes initiativer på individ- og/eller klasseniveau. Vi forventer, at alle involverede, herunder elever, lærere og evt. forældre i fællesskab, arbejder frem mod en løsning på problemet. Ofte handler det om, at der skal kastes blik på dynamikker samt ændres mønstre i en klasse.

Gymnasiets ledelse følger op på og evaluerer løbende igangværende handlingsplaner.

Lyd og billeder

  • Optagelse af undervisningsaktiviteter må kun ske efter aftale med læreren. Det er ikke tilladt at optage samtaler med skolens personale uden samtykke. Lyd, billeder og film må ikke deles med andre uden accept fra de medvirkende jf. GDPR-lovgivning.
  • Billeder, lyd og film taget på skolen må gerne deles, når der givet accept fra skolen/de medvirkende.
    ”Udgangspunktet er, at situationsbilleder kan offentliggøres uden samtykke.
    Situationsbilleder defineres i denne sammenhæng som billeder, hvor en aktivitet eller en situation er det egentlige formål med billedet. Modsætningen hertil er portrætbilleder, hvor formålet er at afbilde en eller flere bestemte personer” Kilde: Datatilsynet.

Ordensreglerne omfatter også elevernes adfærd uden for institutionen, dvs. adfærd som eleverne udviser i deres fritid, hvis adfærden har direkte indflydelse på undervisningsmiljøet på Bagsværd Kostskole og Gymnasium – fx elevernes trivsel.


Procedure for institutionens indgriben overfor elevers overtrædelse af reglerne

Overholdes studie- og ordensreglerne ikke, advares eleven mundtligt eller skriftligt. 

Sanktioner kan kun iværksættes på baggrund af en leders konkrete vurdering og normalt efter et skriftligt varsel. Sanktionernes iværksættelse kan gøres betinget af gentagelse eller manglende udbedring.

En advarsel bortfalder normalt efter et år. En advarsel over for en elev, der har begået, medvirket eller tilskyndet til snyd og lignende uretmæssig adfærd bortfalder dog normalt ikke.

Ved første forseelse vil eleven normalt blive kaldt til samtale med en pædagogisk tilrettevisning (mundtlig advarsel)

Ved gentagelse vil eleven blive kaldt til samtale og modtage en skriftlig advarsel, hvori det præciseres, hvad der vil ske ved yderligere gentagelse, eller manglende forbedring.

Sanktionering af overtrædelse af studie- og ordensreglerne

  1. Ved overtrædelse af Bagsværd Kostskole og Gymnasiums studie- og ordensregler, som ikke sanktioneres med en skriftlig advarsel, vil en eller flere af følgende sanktioner blive anvendt:
  2. Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete, eller typer af, arrangementer eller aktiviteter.
  3. Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage. Institutionen registrerer i givet fald elevens fravær under udelukkelsen som fravær.
  4. Forbud mod, at eleven i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel, under sit ophold på institutionen og i undervisningen, når og i den udstrækning dette er ordensmæssigt eller pædagogisk begrundet.
  5. Tilbageholdelse i normalt højst et døgn af en eller flere af elevens private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel. Institutionens iværksættelse af en tilbageholdelse forudsætter, at eleven afleverer genstanden til institutionen. Eleven er forpligtet til umiddelbart at aflevere den eller de genstande, som institutionen har besluttet at tilbageholde, til institutionen. Hvis eleven ikke opfylder denne forpligtelse, kan institutionen træffe beslutning om at iværksætte en relevant sanktion herfor. Dette fritager dog ikke eleven fra pligten til at aflevere genstanden. Institutionen kan fastsætte i studie- og ordensreglerne, at en tilbageholdelse af praktiske eller pædagogiske grunde kan opretholdes ud over det tidspunkt, hvor institutionens tilbud ophører.
  6. Henvisning af eleven til at aflægge prøve i et eller flere fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år, uanset om eleven bliver udtrukket til at aflægge prøve i faget eller fagene. Dette gælder navnlig ved alvorlig eller gentagen snyd eller lignende uretmæssig adfærd.
  7. Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis institutionen træffer beslutning om, at den pågældende på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin.
  8. Bortvisning fra institutionen eller en afdeling af institutionen og overflytning til en anden institution eller en afdeling af institutionen med henblik på, at eleven gennemfører sin uddannelse der. Overflytning til en anden institution sker efter forudgående aftale mellem den afgivende og den modtagende institution. Hvis eleven har tilsagn om overflytning til en anden bestemt institution, som eleven ønsker at overflytte til, hvis eleven bliver bortvist fra sin institution, træffer den afgivende institution beslutning om overflytning af eleven til denne institution. Institutionen kan kun træffe beslutning om denne sanktion, hvis den ikke tidligere i elevens gymnasiale uddannelsesforløb er anvendt over for eleven.
  9. Bortvisning (udskrivning) fra uddannelsen.
  10. Eleven kan miste økonomisk støtte fra SU, hvis skolen erklærer eleven studieinaktiv – og eleven kan først få den igen, ved at blive studieaktiv igen.

Midlertidig hjemsendelse og midlertidig begrænset adgang til institutionen, mens sagen behandles

Som led i behandlingen af en sag efter dette regelsæt kan Bagsværd Kostskole og Gymnasium beslutte at hjemsende den pågældende elev midlertidigt eller at begrænse elevens adgang til institutionen midlertidigt, mens sagen undersøges nærmere.

Midlertidig hjemsendelse eller midlertidig begrænset adgang til institutionen er muligt i følgende situationer:

  1. Situationer, hvor det anses for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på institutionen om overholdelsen af institutionens studie- og ordensregler. Dette kan f.eks. være tilfældet når det er anmeldt til politiet, at eleven har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på institutionen, og som i givet fald vil kunne medføre en permanent bortvisning.
  2. Situationer, hvor det anses for påkrævet for at opretholde ordenen og samværet på institutionen og andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen.

Betingede sanktioner

Bagsværd Kostskole og Gymnasium kan træffe afgørelse om, at en konkret sanktion alene iværksættes, såfremt eleven overtræder reglerne igen inden for en nærmere bestemt periode.

Bagsværd Kostskole og Gymnasium kan også fastsætte vilkår for en betinget sanktion, som er pædagogisk begrundet, for eksempel:

  1. Inden en nærmere frist udbedrer eleven skadevirkningerne som følge af elevens overtrædelse af studie- og ordensreglerne.
  2. Inden en nærmere frist gennemfører eleven på en tilfredsstillende måde nærmere bestemte aktiviteter og lignende, som er egnede til at forebygge, at eleven gentager den, skete eller andre relevante overtrædelser af studie- og ordensreglerne, eller egnede til, at eleven og eventuelt forurettede elever, ansatte eller andre gennem mægling bliver forligt eller forsonet.

Fravær

Bagsværd Kostskole og Gymnasium registrerer digitalt elevens deltagelse i undervisningen, herunder også elevens afleveringer af skriftlige opgaver. Som udgangspunkt skal alle elever møde op til undervisningen, lave alle skriftlige opgaver og deltage i alle læringsaktiviteter og vejledning. Eleverne skal passe deres arbejde med at tilegne sig viden og kompetencer. 

Ambitionen er således lavest mulige fravær fordi undervisningen og den faglige progression i fagene er tilrettelagt på elevernes tilstedeværelse, og at eleven afleverer de stillede opgaver rettidigt. Dog forventer vi at syge elever bliver hjemme. Der tages stilling til, om der skal iværksættes sanktioner, når en elev når 5% fravær.

  • Eleven har adgang til løbende at følge med i skolens registrering i Lectio af egen tilstedeværelse og opgaveaflevering. Registreringen opdateres en gang ugentlig. Er du under 18 år har du pligt til at give dine forældre adgang til Lectio, så de kan få oplysninger om dine karakterer og eventuelt fravær. Deltagelse i ekskursioner, elevrådsarbejde, skoleidrætsstævner og lignende godskrives såfremt læreren der er ansvarlig for aktiviteten afleverer en liste over deltagere til sekretæren
  • Ved skriftligt fravær på 3 opgaver eller derover kaldes eleven til samtale, og der kan indledes sanktioner
  • Der skal angives fraværsårsag på alle fraværstimer
  • Eleven har pligt til efter fravær ud over 3 dage, at underrette skolen samt at angive fraværsårsag i Lectio. 
  • Skolen kan kræve dokumentation for fravær fx lægeerklæring på elevens regning.
  • En elev, der er fraværende, har pligt til at orientere sig om arbejdet i klassen.
  • Ved langtidssygdom orienteres skolen. Eleven ret til at modtage sygeundervisning og denne planlægges i fællesskab ud fra, hvad der er muligt. 

Prøver og eksaminer

I tilfælde af sygdom til prøver og eksamen skal eleven fremsende en lægeerklæring samme dag. Eleven betaler selv lægeerklæringen.

Hvis man udebliver fra en terminsprøve og/eller årsprøve af anden årsag end sygdom, har man ikke krav på at rykke op i næste klasse.

Eleven har pligt til selv at sætte sig ind i reglerne for eksamen mm, som findes på UVMs hjemmeside, og i de retningslinjer som skolen udarbejder.

Oprykning

Bagsværd Kostskole og Gymnasium har mulighed for at nægte en elev oprykning til næste klassetrin i overensstemmelse med § 10 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1077 af 13. september 2017 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser

  • Elevens standpunkt og udbytte af undervisningen vurderes ved skoleårets afslutning og er sammen med det opnåede karaktergennemsnit afgørende for, om oprykning til næste klassetrin kan ske. 
  • Har eleven opnået mindst 2,0 i karaktergennemsnit af de karakterer, der er opnået ved afslutningen af et skoleår, sker oprykning automatisk. 
  • Har eleven opnået et karaktergennemsnit under 2,0 kan rektor ud fra en helhedsvurdering nægte en elev oprykning til næste klassetrin. 
  • Nægtes en elev oprykning, kan rektor godkende, at eleven går det pågældende klassetrin om én gang. 

Fritagelse for dele af undervisningen i et eller flere fag

Bagsværd Kostskole og Gymnasium kan efter anmodning og en konkret vurdering fritage en elev for dele af undervisningen i et eller flere fag, når eleven på grund af sit handicap eller på grund af funktionsnedsættelse ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen i faget eller fagene, eventuelt ved tilbud efter loven om specialundervisning, specialpædagogisk bistand eller sygeundervisning. Det samme gælder for en elev, der af andre grunde midlertidigt ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen i et eller flere fag.

Bagsværd Kostskole og Gymnasium kan i givet fald anmode eleven om en lægeerklæring som dokumentation for anmodningen om fritagelse. Det samme gælder, når der er behov for en lægeerklæring som anden relevant dokumentation, f.eks. for sygdom.

Eleven afholder selv udgiften til den af institutionen anmodede lægeerklæring. 


Ikrafttrædelse 5. november 2026.